Rejsens sidste kapitel

Vi valgte at tage de sidste to overnatninger på Kinabalu, fordi det var tæt på Kota Kinabalu, hvorfra vi skulle flyve et par dage senere. Oprindeligt var planen, at vi skulle have de sidste dage på Gaya Island lige ud for KK, men der var fejl i bookingen, og vi stod derfor for første gang på hele turen uden et overnatningssted. Søren (Emils far) ville meget gerne op og se bjerget, og vi ville egentlig også gerne tilbage og besøge det en sidste gang. Jeg har skrevet om vores første besøg på bjerget her og her.

Frej var stadig ikke helt på hægterne igen efter sin influenza, så vi brugte dagene på at slappe lidt af og vandre nogle ture i nationalparken og kigge efter dyr og orkidéer. Vejret var ikke ret fedt, det var koldt og tåget, for koldt til, at insekterne var specielt aktive. Her ses ‘udsigten’ til bjerget en af dagene:

Det er ved et mindesmærke for de 18 voksne og børn, som døde på bjerget under et jordskælv i 2015. Jordskælvet var det kraftigste i Malaysia siden 1976, det varede 30 sekunder og målte 6,0 på richterskalaen. 137 mennesker blev desuden reddet ned fra bjerget efterfølgende.

Trods den tunge tåge, fik vi faktisk et sjældent glimt af bjergets top en eftermiddag.

Vi besøgte dem botaniske have i nationalparken igen, og nu stod en masse andre orkidéer i blomst.

Og så bringer jeg også lige en rettelse! Sidst vi var på bjerget skrev jeg, at vi havde fundet den terrestriske juvelorkidé, som man kan få som stueplante i Danmark. Den var endnu ikke i blomst. Nu blomstrede den, og det viste sig, at jeg havde været lidt for hurtig. Det var nemlig en anden orkidé, som jeg ikke havde stødt på før, den er endemisk for Kinabalu og enormt fin!

Mens jeg om aftenen puttede mig under dynen og netflixede for hårdt (nogen skal jo blive hjemme og lytte efter ungerne!), var drengene ude i regnvejret for at se, hvad nationalparken kunne byde på i mørket. Der var et væld af forskellige frøer.

Den 30. december fløj vi fra Borneo til Kuala Lumpur. Det var en smuk flyvetur, og himmel og hav gik i et.

Øj det var med ret ambivalente følelser, for vi glædede os over, at vi snart skulle hele vejen hjem, men det var jo også trist at sige farvel til Borneo, som havde givet os så mange helt unikke og fantastiske oplevelser! Og ikke bare var vi færdige med Borneo, vi var også langsomt, men sikkert på vej tilbage til det grå Danmark og hverdagen igen.

Vi havde lige en dag i KL, da vi skulle flyve den 31. december. Den gik med at besøge den lille nationalpark inde i byen, Bukit Nanas, hvor vi lige kunne tilføje et sidste dyr til vores liste, nemlig den grå langur:

Tænk sig, herinde midt i KL er der en lille levedygtig bestand af grå langurer, en abeart, der lever af blade. Jeg har skrevet lidt om røde langurer her.

Vi startede jo også vores tur i KL for to måneder siden (og det skrev jeg lidt om her), og siden da havde seriøse mængder julepynt gjort sit indtog i storbyen.

Hvis man kommer fra Danmark og tænker, at lille København er en storby, så tror jeg man vil blive overrasket over, hvor stort og overvældende alting er i andre storbyer. Det er jeg i hvert fald blevet i både Kuala Lumpur og Bangkok!

Vi nåede da også lige at besøge de ikoniske Petronas Towers, som er verdens højeste tvillingetårne, og indtil 2003 var de højeste konstruktioner i verden! Det er svært at fornemme på billeder.

Tårnene har 88 etager og måler 451,9 meter!

Nytårsaften steg vi ombord på flyveren og tog turen hjemover.

Vi var lige lettet, da klokken slog tolv, og vi havde glædet os til at se fyrværkeriet fra luften. Det var lidt et antiklimaks!

Turen hjem gik bare så fint, ungerne sov hele vejen i flyet, og vi kom hjem til en glad hund. Vi er allerede i gang med at planlægge, hvis vi skal tage på eventyr næste gang…

Tak fordi I har fulgt med her på denne rejse!

Advertisement

Jul i Malaysia og en seriøs omgang influenza

Vores andetsidste stop på Borneo var ude i mangroven ved Sipadan Mangrove Resort, som mere eller mindre ligger ude i ingenting. Derfor var alle måltider også inkluderet i prisen, og forplejningen var virkelig god. Fantastisk mad og fantastisk personale! Opholdet her havde vi booket, fordi der både var mulighed for at tage på opdagelse i mangroveskoven samt at tage ud at snorkle. Men bedst som vi ankom, fik Frej feber og måtte hvile sig. Han var syg alle dagene vi var der, fra den 22. til den 27. december. Han havde feber og snot, og han ville ikke spise og drikke, men var ellers ved godt mod. Vi måtte derfor få det bedste ud af dagene med udgangspunkt i, at én måtte blive hjemme med Frej, eller at han kunne komme med på korte (fiske)ture, hvor han kunne sidde i klapvognen og slappe af. Så vi fiskede en del i søen tæt ved vores værelse, og det var lidt sjovt, fordi der var mange slangehovedfisk i søen, og de var ret villige til at bide på.

Slangehovedfisken er en rovfisk, som hapser andre fisk og frøer i søen. Derfor kunne vi fange den med spinnere på fiskestang eller med nogle gummifrøer med kroge i, som man blot havde på fiskesnøren. Det er ikke en ret god spisefisk, men vi fik at vide, at den var sund og når kvinder har født, anbefales de at spise fisken for hurtigt at komme på hægterne igen. Dem vi fangede, fik dog lov at slippe med livet i behold.

Ved søen holdt også et par oddere til. Om morgenen kunne man liste sig ned og iagttage dem svømme i vandet eller lege ved søbredden. Hold nu op, de var altså nuttede at se på!

Vi tog ud at snorkle en dag ved et rev, som folkene fra resortet var ved at forbedre. Planen var, at der skulle sænkes et gammelt skib ned ved siden af det eksisterende rev, fordi dette giver større grobund for koraller. Desværre var sigtbarheden rigtig dårlig, fordi der havde været kraftige regnskyl i dagene forinden. Jeg fandt dog en kæmpe konkylie fra en marin snegl og så adskillige arter af klovnefisk, mens Emil fandt en kuffertfisk.

Juleaften fejrede vi også på resortet ude i mangroven. Eller fejrede var måske så meget sagt, Frej var stadig syg, og han sov gennem julemiddagen (som i øvrigt bestod af en barbecue med alt lige fra fisk, rejer, blæksprutte, and, lam, kylling og krabber med alverdens tilbehør), og selvom malayerne har givet den gas med julepynt og julemusik i hele december, så kan det altså være lidt svært at finde den helhjertede julestemning frem! Lige inden aftensmaden gav jeg lige mig selv denne gave:

Av for pokker! Jeg skulle lige tømme en spand med noget vand, men tabte den over tåen, så neglen flækkede. Den var noget øm hele aftenen, men jeg får vist lov at beholde neglen. Jeg var lige en tur omkring resortets lille klinik for at få det renset og se, hvor slemt det var.

Det var en stille juleaften og her er lige et par stemningsbilleder:

Nå men altså, vandet var jo for uklart til at man gad bruge en masse tid på at snorkle, og det er også begrænset hvor mange gange man gider sejle op og ned ad floden, så en af dagene tog vi en tur ud til Tawau nationalpark, som er hjemsted for verdens højeste tropiske træ på – hold nu fast – 88,32 meter! Det kan jo naturligvis slet ikke gengives på billeder, men her er det:

På stien til træet fandt vi også denne ufatteligt store og smukke lian (og igen er det altså svært at gengive på billeder!):

Vi fik også øje på en abe oppe i træerne. Den var rimelig cool, sad bare og spiste blade mens den kiggede på os. Jeg var lidt i tvivl om, hvilken abe det var.

Det viste sig, at det var med god grund, at jeg var i tvivl om, hvilken abe det var. Det var nemlig en hvid udgave af den rødbrune langur. Herunder illustration fra Phillipps’ Guide to the Mammals og Borneo.

Normalt er kun ungerne hvide, mens de voksne er rødbrune. Den rødbrune langur findes typisk kun, hvor der også er orangutang, se herunder.

Teorien går på, at der her er tale om mimikry, hvor den rødbrune langur efterligner orangutangens farver. Forestil dig, at du er en træleopard på jagt efter bytte. Nu ser du en lille rødbrun abe, og spørgsmålet er, om det mon er en rødbrun langur eller en orangutangunge. Hvis det er en orangutang, er dens (væsentligt større og farligere) mor sandsynligvis i nærheden, og det ville altså ikke være det fedeste, så det er måske bedst at lade være med at tage chancen og lade aben være i fred.

I andre områder, hvor der ikke findes orangutanger, findes man typisk grå langurer i stedet for rødbrune. Men i Tawau nationalpark findes hverken orangutanger eller grå langurer, kun rødbrune langurer, hvoraf hovedparten forbliver lyse. Hvad går det så ud på? Hypotesen er, at ved at forblive lyse, ligner de ufarlige langurer svinehaleaber, hvor de største og mest aggressive hanner er lyse i farven. Disse er også trælse for en træleopard at løbe ind i. Herunder ses en svinehaleabe, som vi mødte ved Kinabatangan.

Når det kommer til de rødbrune langurer, er der altså tale om en rigtig efteraber. Haha!

Efter nogle lidt langsomme dage på mangroveresortet, fløj vi tilbage til Kota Kinabalu, hvorfra vi troede, at vi havde booket ophold på Gaya Island. Det viste sig, at der var gået ged i den booking, og at vi egentlig slet ikke skulle bo på øen, men midt i KK. Det gad vi ikke igen. Så hellere køre op til vores elskede Mount Kinabalu, hvor Emils familie jo ikke havde været. Men inden da, ville jeg gerne have en læge til at kigge op Frej, fordi jeg syntes han havde været syg længe og indtaget for lidt mad og især drikke. Vi tog på privathospital med ham, og de anbefalede os at indlægge ham, fordi han var dehydreret.

Han fik lagt væskedrop, og der blev taget blodprøver for at tjekke for tropiske sygdomme som malaria og denguefeber, men heldigvis gik han helt fri. Han var simpelthen bare slået helt ud af (mande)influenza. Efter et døgn med drop, blev han udskrevet og havde det allerede bedre. Pyha!

Vi satte derefter kursen mod Kinabalu for at nyde vores sidste dage på Borneo der. Mere om det næste gang.

Filmen knækkede i Semporna

Nu har vi været hjemme i kolde og mørke (!) Danmark i en uges tid, jetlaggen har lagt sig og Emil er startet på arbejde igen. Det er dejligt at være hjemme og se alle vennerne, og jeg har også stødt på en del, som har fulgt med på bloggen – det er jo dejligt at høre! Jeg skylder både jer og mig selv at berette om den sidste del af rejsen. Det var som om, at tingene begyndte at gå lidt skævt for os.

Efter nogle fantastiske og myggefyldte dage ved Kinabatangan, gik turen videre til Semporna. Denne destination var lagt ind, fordi at øerne ud for kysten har ry for at være nogle af de bedste steder i verden at dykke. Godt nok har kun Emil dykkerbevis, men vi er også meget glade for at snorkle. Vi skulle på et et ‘flydende’ resort, som stod på pæle over havet.

Jeg stod længe og ventede på, at kineseren blev færdig med at tage selfies, men asiaterne kan tage selfies i timer, så jeg opgav. Det er vel også mere autentisk? Nå men stedet ser jo vældig fint ud, men altså det var absolut ikke luksus. Vand fra vandhane og bruser blev skyllet direkte i havet under badeværelset, mens der dog blev opsamlet og ledt vand væk fra toiletterne. Hmm. Mellem gulvbrædderne kunne man se direkte ned i havet.

Den første dag tog vi ud med speedbåd til de nærliggende øer for at snorkle der. Der lå ufattelige mængder skrald på havet, og inden for de første tyve minutter, måtte vores bådfører stoppe og vikle plastik ud af skruen tre gange. Hver gang viklede han det af skruen og smed det over bord. Så kan det jo være den næstes problem!

Vi stoppede ved et rev, som var meget smukt, men desværre var sigtbarheden lav, og der var overskyet, så det var ikke så fantastisk.

Frej er jo en vandhund uden lige, så han fik badevinger på, og så skiftedes vi til at svømme med ham eller snorkle.

Dernæst sejlede vi videre til en anden lille ø, hvor vi også kunne snorkle. Også her var sigtbarheden dårlig og strømmen stærk. Dog fik vi lige mulighed for at Manja også kunne dyppe sig, det er hun også stor fan af!

Pludselig råbte Emil op, han kunne se en havskildpadde (hvilket vi havde fået at vide, at vi med al sandsynlighed ikke ville se)!

Vi nåede alle at få den at se ved overfladen, og jeg nåede også at se den under vandet, men den var svær at følge, ikke fordi den var sky, men fordi strømmen var stærk, og den græssede en del meter nede.

Dagen efter tog vi den med ro, vi var trætte og Jonathan var blevet lidt dårligt. Vejret var ellers godt, og vi havde sikkert kunne se mere under vandet. Dagen efter igen bookede vi så en tur, hvor vi i stedet ville sejle lidt langs kysten. Og så var der bare det vildeste uvejr om natten! Flere gange slog lynet ned helt tæt på, så alting rystede. Og naturligvis var vandet helt grumset næste dag, så det blev ikke til snorkletur. Og det var ret deprimerende at se vandet, for uvejret havde blæst skraldet sammen og ind i havnen.

Man kan undre sig over, at havet får lov at se sådan ud i et område, som har hele sin indkomst baseret på naturturisme.

Nå men altså, i Semporna er der ikke fantastisk meget at lave ud over at dykke. Vi fik dog lavet en aftale med en taxachauffør om, at han kunne køre os lidt omkring. Han startede med at køre os ud til en lille nationalpark, hvor man gik afsindigt mange trappetrin op ad et lille bjerg. Her endte man et sted, hvor der ved arkæologiske udgravninger var fundet tusindvis af oldgamle potter. Der var en fantastisk udsigt over Semporna og nogle af øerne i Semporna-øgruppen (som i øvrigt tæller 99 øer).

Herefter ville chaufføren køre os ud, så vi kunne få en lille bådtur i mangroven, men der var lukket. I stedet købte vi en is og blev bestjålet af javaaber. Han foreslog herefter at vi tog til hans familie og fik en forfriskning. Hans søster skulle giftes to dage senere, og hele familien var i gang med forberedelser. Og hvorfor ikke?

Familien var enormt søde og gæstfri, vi blev budt alt muligt spændende at spise og drikke. De bød os også til fest om aftenen. Og Manja blev selvfølgelig vold-fotograferet som sædvanlig. Det var en rigtig dejlig oplevelse.

Til sidst foreslog chaufføren, at vi kørte til et sted, som han ganske vist ikke havde været før, men som han havde hørt godt om, et sted hvor de havde ‘green crabs’. Og altså, godt nok kan de danske krabber også være grønne, men det kunne da nok også være meget spændende at se disse. Så vi kørte derud og betalte hver især 1 RM (ca. 1,50 kr.) til en gammel mand i entré. Han viste os ind i sin have og vi spejdede efter krabberne. Han pegede dog opad på nogle… grønne druer? Aha. Det var attraktionen. ‘Green grapes’ med lidt accent havde altså lydt som ‘green crabs’. Høflige som var var, forsøgte vi jo at undertrykke, at vi var færdige af grin!

Han var enormt stolt af sine druer og planter, som mildt sagt, var nogle af de mest trætte vinranker jeg nogensinde har set! Han plukkede endda smagsprøver til os, og sjældent har jeg smagt så sure og kernefyldte druer. Men om ikke andet fik vi os et godt grin!

Han havde ellers en fin lille have, hvor han også dyrkede passionsfrugter. De er både smukke og eksotiske.

Herefter satte vi kursen hjemad. Pludselig lå en ordentlig krabat af en sort slange på vejen! En kobra måske? Emil sprang ud for at undersøge det, og jeg sprang efter for at dokumentere.

Den var bare pissesur, men Emil havde jo selvfølgelig sikret sig, at det ikke var en kobra inden han forsøgte at fange den. Det var en slags rottesnog, som faktisk er sjælden på Borneo. Den var dog lige så hurtig som den var sur, og den nåede at stikke af, inden vi fik bedre billeder.

Hjemme var Jonathan stadig syg. Dagen efter skulle vi rejse videre, og nu var Søren også syg. Han nåede lige at kaste op i havnen inden vi blev hentet af chaufføren, som skulle køre os videre til næstsidste stop på Borneo. Og Frej var begyndt at snotte…

Selv vi fik myrekryb der…

Ved Kinabatangan var der ikke så forfærdelig meget andet at lave end at tage på flodture. Det gjorde vi jo en del. Men vi forhørte os også lige der hvor vi boede, om der var andet vi kunne tage ud at se. Fazril som arbejdede der sagde, at der var en grotte, Gomantong Cave, som vi måske kunne have lyst til at se. Og hvorfor ikke? Det er jo altid lidt spændende med grotter. Så han arrangerede det, og vi tog derud. Vi skulle gå ad en gangbro gennem lidt regnskov, inden vi kom til grotten. Uden for grotten summede det, lidt overraskende, af liv og mænd gik omkring og syslede med forskellige ting og spillede fodbold.

Vi spurgte hvad de mon lavede herude og fik at vide, at dagen efter var den halvårlige høstdag for svalereder. Okay så. Det er de kinesere jo også tossede med.

Vi begav os ind i grotten med pandelamper på. Indgangen var enorm!

Grotten var kæmpestor og for enden var en åbning, hvor svalerne fløj ind og ud.

Inde i grotten gik man på gangbroer, og eftersom grotten er hjem for ca. en million flagermus, så var der lort (guano) over alt. Ved siden af os var et bjerg af guano og kakerlakker og andet kryb i tusindvis.

Og som vi gik indad i grotten slog det mig, at dette måtte være den grotte, som er med i den fantastiske BBC dokumentar ‘Planet Earth’ med sir David Attenborough! Jeg huskede at have set noget om, at det havde været meget vanskeligt at lave en glidende optagelse op ad bjerget med guano (se klip her). Og ganske rigtigt! Vi befandt os åbenbart lige midt i en vældig berømt grotte. Den er Sabahs største leverandør af svalereder (lavet af svalernes spyt og anvendes i svaleredesuppe), og for at bestanden ikke skal kollapse, reguleres indsamlingen nu, så rederne høstes første gang inden æggene lægges og anden gang efter ungerne har forladt reden.

Der er mange penge i svalerederne, og en enkelt høst giver et par millioner kroner. Det er dog livsfarligt for arbejderne, og uheld er almindelige. De hejser sig op i noget vældig tvivlsom hejseværk os høster rederne.

Grotten er hjemsted for millioner af dyr. De mange flagermus sover om dagen i grotten, og deres afføring danner grundlaget for mange af de andre dyr, som findes i grotten. Herunder ses, hvordan flagermusene sad sammen i klumper under loftet.

Alt i grotten var dækket af et lag guano i variende tykkelse, og man kunne mærke hvordan man ind imellem selv blev ramt af små bomber fra oven. Ufattelige mængder kakerlakker lever af flagermusenes efterladenskaber. Der er kakerlakker overalt! På væggene, gangbroen, gelænderet.. overalt. Mums!

Og for det ikke skulle være nok med kakerlakkerne, så er grotten også hjemsted for en type skolopendere (dem der, som måske kan minde lidt om tusindben, men i stedet er nogle ondskabsfulde skiderikker med smertefulde og til tider giftige bid).

Det her er nogle vældig giftige huleskolopendere, som lever af de mange kakerlakker. Dem var det saftsuseme også mange af! Føj for den lede.

Grotten er også hjemsted for skorpioner og slanger, men dem så vi ingen af. Uden for grotten holder diverse rovfugle som lever af flagermusene og svalerne til.

Vi stod uden for grotten og kiggede efter rovfugle, da vi opdagede to orangutanger, der var ved at bygge rede midt imellem to huse på bjergsiden (man kan ikke se dem på billedet).

Det var tredje gang på tre dage, at vi så vilde orangutanger. Rimelig sejt.

Vilde dage på Kinabatangan flod

Torsdag den 14. december rejste vi fra Sepilok til Kinabatangan. Turen var ikke ret lang, men da vi ankom var vi endnu en gang ret nedslåede over at have kørt mange kilometer i palmeolieplantager. Heldigvis glemte vi det ret hurtigt igen, da området skulle give os et væld af gode oplevelser!

Kinabatangan flod er Malaysias anden længste flod med en længde på 560 km. Den snor sig som en slange gennem regnskoven, og de steder hvor skoven har fået lov at stå, er der et fantastisk dyreliv.

Vi tog på en tur op ad floden den første eftermiddag.

Det er en rigtig god måde at opleve dyrelivet på, fordi især mange abearter søger ud mod floden sidst på eftermiddagen. De vil gerne overnatte tæt ved vandet, fordi de springer heri, hvis en træleopard skulle forsøge at få kløerne i dem i nattens mulm og mørke. Så risikerer man selvfølgelig i stedet at blive spist af en krokodille. Vi var lige sejlet afsted, da vi så den første af slagsen.

Der findes fersk- og saltvandskrokodiller i floden. Sidstnævnte bliver størst, her på Borneo op omkring 5 meter. Ved Kinabatangan ser man saltvandskrokodiller. Disse er berømte og berygtede for at være menneskeædere og hedder egentlig deltakrokodiller, men kaldes også listekrokodiller.

En af de største attraktioner her er næseaberne, fordi de kun findes på Borneo. Langs Kinabatangan er de almindelige at se. Dem så vi en del af.

Også javaaber (long tailed macaque) og svinehaleaber (pig-tailed macaque) så vi mange af ved floden. Herunder svinehaleaber (jeg er åbenbart så træt af javaaber, at jeg ikke engang har et billede af en – de er nogle tyvagtige og aggressive små skiderikker!)

Et af de absolutte højdepunkter på den første bådtur var da også den store vilde orangutang, der var ved at bygge rede i et duriantræ!

Vi tog en bådtur næste formiddag også, denne gang med henblik på at fange slanger. Vi fandt et par mangrovesnoge, men det lykkedes os ikke at få fat i dem. De de meget smukke, sorte med gule striber.

Også på denne tur så vi vilde orangutanger.

Senere samme eftermiddag sejlede vi lidt den modsatte vej på floden. Alle bådture gik nedstrøms, fordi her ved de lokale præcist hvor især næseaberne plejer at holde til, men nu havde vi været der et par gange, og ville gerne den anden vej. Et par andre både sejlede modsatte vej samme tid som os. Lidt i sjov sagde vi til vores kaptajn, at vi gerne ville se elefanter, fordi nu havde vi ligesom set næseaber og orangutanger. ‘No elephants’ sagde han, det var måneder siden de sidst havde set en flok. Men efter at have sejlet et par minutter råbte han op. Der var sgu en hel flok Borneo-elefanter inde ved bredden!

De guffede på vilde sukkerrør. Vi så adskillige unger i forskellige størrelser og vi sad bare der på floden, et par hundrede meter fra et resort, der lige havde sendt alle sine gæster i den modsatte retning for at se dyreliv. Helt alene, mindre end 50 meter fra en elefantflok, som ikke ænsede os. Der blev ved med at komme nye elefanter til, og flokken talte måske 20-25 dyr. Hvor heldig har man lige lov til at være?

Hvor de afrikanske elefanter har stødtænder uanset køn, har de asiatiske skovelefanter (som Borneo-elefanten er en underart af) kun stødtænder, hvis de er hanner. Det estimeres, at der findes omkring 2.000 Borneo-elefanter, alle i Sabah. De er truet af ødelæggelse og fragmentering af deres leveområder (især pga. palmeolieplantager, læs mere her). De kaldes også nogle gange pygmæelefanter, fordi de ‘kun’ kommer op på omkring 2,5 tons.

Da vi var færdige med at kigge på elefanterne, tog vi ind til resortet, for at fortælle dem, at elefanterne var ganske tæt på. Så de ringede til deres båd, så gæsterne også kunne komme til at se dem. De nåede lige at få et glimt af en af dem, inden de forsvandt.

Vi spiste aftensmad der, og som altid var Manja en kæmpe attraktion!

Efterfølgende insisterede personalet på at køre os hjem, fordi de var bange for, at vi måske skulle støde på elefantflokken.

Vi valgte også at tage på en bådtur en aften efter mørkets frembrud, primært for at forsøge at finde en netpython. Vi tøffede lige så stille derudad med pandelamper på, at rundt omkring os lyste øjne op i mørket – krokodiller! Der var mange unger, og for sjovs skyld prøvede vi at sejle helt hen til en af dem. Den blev liggende stille, og Emil kunne lige snuppe den med hænderne.

Den lavede de sødeste små pivedyrslyde – den kaldte på sin mor. Hun dukkede (heldigvis?) ikke op. Men vi fik lidt blod på tanden. Så kort efter hev Emil en lidt større krokodille op i båden.

Den var utroligt stærk, og man skulle holde godt fast. Man havde absolut ikke lyst til at få fingrene ind i dens gab! Selvom den var noget større end den første, kaldte den på sin moar. Hun dukkede ikke op!

Vi fandt desværre ingen pythoner,men efter al det held vi havde haft med det øvrige dyreliv, så kunne vi vist heller ikke forlange mere.

Børnene sov selvfølgelig sødt i deres senge, og farmoren vågede over dem, mens vi var på krokodillejagt.

I næste indlæg vil jeg skrive lidt mere om en ret fantastisk og ækel oplevelse vi havde i Kinabatangan.

Førstehåndsberetning fra palmeoliens land

Vi har efterhånden rejst over store afstande her på Borneo. Især i Sabah kan det være noget af et trist syn, fordi rejsen fra et punkt til det næste ofte har indebåret, at vi har kørt kilometer efter kilometer med udelukkende oliepalmeplantager lige så langt, som øjet rakte. Jeg tror slet ikke, at man kan begribe omfanget af palmeolieindustrien, før man selv har oplevet det. Og selv der er det svært. Vi har gennem de sidste mange uger oplevet på nærmeste hold hvor fantastisk Borneos natur er, og man bliver tung on hjertet, når man begynder at forstå, hvor store regnskovsområder, der allerede er fældet.

Malaysia og Indonesien producerer tilsammen ca. 85 % af verdens palmeolie og har plantagearealer svarende til Hollands, Belgiens, Danmarks og Schweiz’ samlede areal. Olien udvindes af oliepalmens frugter, som vokser i store klaser. Af frugtkødet udvindes palmeolie, og af kernen udvindes palmekerneolie.

Olien er smagsneutral og bruges i et utal af produkter. Den findes i alle mulige færdiglavede madvarer som f.eks. kiks, kager, chokolade og færdigretter, men også i kosmetik, sæber og rengøringsmidler. I fødevarer var det tidligere ofte blot deklareret som ‘vegetabilsk olie’, men i 2014 blev det lovpligtigt at angive olietypen, så forbrugeren nemmere kan gennemskue ingredienslisten.

Næsten halvdelen af den palmeolie, som importeres til Danmark anvendes til biodiesel.

Palmeolieindustriens omfang er problematisk, fordi palmerne vokser bedst i netop det tropiske klima, hvor naturtyperne med allerhøjst biodiversitet (antal arter) i hele verden findes. Så regnskoven må vige for oliepalmeplantager, og ufatteligt store områder med regnskov er allerede fældet i Indonesien og Malaysia. Bare i Sabah findes omkring fire millioner hektar plantager. Også i Afrika og Sydamerika er palmeolieindustrien voksende, her også på bekostning af regnskoven.

Monokulturen af oliepalmer betyder, at kun meget få dyr kan trives der. Ifølge Phillipps&Phillipps (2016) findes der i urørt regnskov ca. 1200 træarter, 149 pattedyrsarter og 220 fuglearter, mens der i palmeolieplantagerne findes én træart, otte pattedyrsarter (hvoraf de fem er invasive rotter) og 12 fuglearter. Interessant nok har skældyret gavn af plantagerne, fordi der findes mange myrer her, men lavtlønnede arbejdere indfanger og sælger dem til traditionel kinesisk medicin, så skældyrene er nu sjældne og har status som det dyr, der pt. lider under mest krybskytteri. I plantagernes kantzoner nyder leopardkatte godt af de mange rotter, men er afhængige af tilstødende skov for at kunne hvile sig og yngle. Makaker, elefanter, skægsvin og malajbjørne æder gerne palmefrugter og -skud og jages eller forgiftes derfor af arbejderne. En flok elefanter kan ødelægge mange hektar på en enkelt nat.

Elektriske hegn kan beskytte palmerne i de første år, men det er billigere at forgifte elefanterne.

I Indonesien betyder de enorme arealer med plantager, at sumatratigeren kun har to levedygtige bestande tilbage, og disses leveområder indskrænkes fortsat, så arten står nu over for udryddelse. Tesso Nilo Nationalpark på Sumatra blev oprettet for at redde tigeren – nu er over 40 % af parkens areal illegale palmeoileplantager.

Når man taler med de lokale om industrien, er de naturligvis ambivalente. Det er de færreste her i Sabah, der ikke er klar over konsekvenserne for naturen (og dermed potentielt også turismen), men omvendt skaber industrien masser af vækst og arbejdspladser. I 2016 var en palmeolieplantage på 10.000 hektar ca. 500 mio. kr. værd, arbejdsplads for ca. 2.500 mennesker, og producerede olie for ca. 100-250 mio. kr. årligt. Udbyttet af olie er 10 gange højere end ved sojabønner og fem gange højere end ved raps, hvilket gør oliepalmer til verdens mest profitable afgrøde (Phillipps&Phillipps, 2016).

Og hvad skal du så stille op med denne viden? WWF peger på, at det ikke er en god løsning, at forbrugeren fuldstændig undgår palmeolie, netop fordi afgrøden giver så højt udbytte, at det ville kræve endnu større arealer med andre afgrøder for at erstatte palmeolien. I 2001 tog WWF initiativ til at starte en certificering af bæredygtig palmeolie (RSPO – Roundtable on Sustainable Palm Oil), hvor der stilles en række miljømæssige og sociale krav til palmeolieproduktionen, således at industrien har mindst mulig negative effekter på regionerne, hvor oliepalmerne dyrkes. I dag er 19 % af den totale produktion RSPO-certificeret.

Så det bedste man som forbruger kan gøre, er at forsøge at nedsætte sit forbrug af palmeolie, samt at gå efter RSPO-certificeret palmeolie. Dermed er du med til at sende et signal om, at du vil beskytte naturen. Og hvis du er virkelig engageret, kan du f.eks. melde dig ind i WWF, Verdens Skove eller andre organisationer, som arbejder for naturbevarelse.

kilder:

Phillipps’ Field Guide to the Mammals of Borneo and Their Ecology (2016), Phillipps, Q. & Phillipps, K.

rspo.org

wwf.panda.org

verdensskove.org

Flere af Sepiloks dyr

Ganske tæt ved vores resort i Sepilok, ligger Bornean Sun Bear Conservation Centre. Her holdes i øjeblikket 44 malajbjørne, som skal rehabiliteres med henblik på genudsættelse i det fri, hvis det er muligt. Bjørnene har ofte været holdt som kæledyr mens de var små (det er verdens mindste bjørneart), men når de vokser op, er de jo knapt så søde. Bjørnene holdes desuden i bure, hvor man høster galde fra dem, hvilket anvendes i traditionel kinesisk medicin. Og så er de jo selvfølgelig truet af fældningen af regnskoven og jagt. På centret går man ud over indhegningerne, og som det jo er på den slags steder, kan man ikke være helt sikker på at at få et godt kig på dem.

Hvis du zoomer ind på næste billede, kan det være, at du kan se en lille rød plet på skovbunden. Gæt hvad det er!

Jep! Det er McQueen, Frejs lille uundværlige legetøjsbil. Den som han fik i erstatning, da hans højt elskede Bumle forsvandt under en bådtur. McQueen faldt ned i indhegningen til bjørnene, da Frej satte den fra sig på en bænk, der hældede lidt. Han stak i så øresønderrivende et skrig, at alle troede han kom voldsomt til skade, og en af rangerne sprang straks ned efter den. Nu ligger McQueen trygt i lommen det meste af tiden. På centrets område fandt vi også denne smukke natsværmerlarve: Farverne advarer om, at den smager grimt, og hårene giver med garanti en grim kløe. Og disse fine biller samt endnu en skink:

Om aftenen bookede vi en guide til at tage os med på tur på orangutangcentret, som ligger lige ved siden af bjørnecentret. Turen startede kort før solnedgang, fordi det er her, at flyveegernerne er aktive. Først gik vi forbi centrets bygninger, hvor de semivilde orangutanger gerne overnatter, hvis ikke de gider kravle op i en træ. Her en meget træt Wilma på vej i seng:

Vi havde i øvrigt hørt, at der ikke var dukket nogle orangutanger op til fodringen om dagen, men vi så 4-5 stykker her efter lukketid. Guiden var ufatteligt dygtig til at få øje på især slanger i mørket. Her et halvdårligt billede af en Wagler’s tempelhugorm, en slange som vi ledte længe efter, og som han spottede tre af på turen.

Herunder lidt blandet fra turen:

Og nu må du bare stole på mig, men her på billedet sidder en flyvende lemur

Aftenen efter tog Emil, Søren (far) og Jonathan (bror) på tur igen, og regnen silede ned. Det betød, at denne lille fætter var aktiv:

Det er en snegleædende slange (intet dansk navn), som jo selvfølgelig var på sneglejagt i regnvejret. Underkæben er specielt udformet, så den kan gå ind i sneglehuset og hive sneglen ud.

De fandt også en Striped bronzeback, intet dansk navn.

Herfra går turen videre over Kinabatangan, en højborg for vilde dyr (og myg!).

Jungleresort med masser af liv

Efter en meget lang køretur fra Kota Kinabalu til Sepilok, ankom vi til Sepilok Jungle Resort mandag den 11. december. For 29 år siden var stedet en græsmark, men ejeren plantede det til og gravede små søer ud, så nu vrimler det med liv på resortets område.

Mam kunne færdes rundt på gangbroer, og da vi gik til restauranten, fløj en blåvinget storkenæbsisfugl rundt og satte sig ud for restauranten. Det er Borneos største isfugl. Undskyld kvaliteten af billedet!

En formiddag kom et par brogede næsehornsfugle også forbi og de var alt andet en sky.

Det er en af de mindste og mest almindelige arter af næsehornsfugle. De lever af frugter, store insekter, firben, frøer og fisk. Når de yngler, finder hunnen et passende redested, gerne en hule i et træ, og så forsegler hun hulen med en blanding af spyt, bark, frugt, afføring og mudder, så der kun er en lille åbning. Herigennem fodrer hannen sin mage, og når æggene klækker, forbliver hunnen og ungerne i reden i måneder, indtil ungerne kan flyve.

Emil fandt en smuk flyveslange på resortet:

Det er en paradise tree snake, Chrysopelea paradisi, intet dansk navn. Ligesom den flyveslange vi fandt i Thailand (se her), kan den gøre sin krop flad, så den kan svæve mellem træerne, hvis der kommer rovdyr.

Derudover fandt vi også piskeskorpioner:

Det er ikke rigtige skorpioner, men de minder om. De har otte ben, men går kun på de seks, fordi de bruger de forreste to som en slags antenner.

Resortet havde et poolområde, og det er jo altid populært hos ungerne!

Det var dog også populært hos den lille varan (almindelig båndvaran), der holdt til ved området og som var overraskende menneskevant.

Den spankulerede roligt rundt, og var man forsigtig, kunne man komme helt tæt på den.

Og så havde vi i øvrigt vores første møde med en igle hernede. Derhjemme kender vi dem fra vandhuller, men her er luftfugtigheden så høj, at de sidder på vegetationen og hægter sig fast, når man går forbi, hvorefter de mæsker sig i blod. Føj!

I næste indlæg skriver jeg lidt om rehabilitering af malajbjørne og den aftentur vi var på i orangutangcentrets område.

Gensynsglæde og en forsmag på mangroven

Fredag den 8. december forlod vi Kinabalu og rejste tilbage mod Kota Kinabalu, Sabahs hovedstad, hvor vi skulle mødes med Emils forældre og bror. Vi havde tid til at kigge lidt i butikker, og noget af det vigtigste er jo at finde en god bogforretning, så man kan tjekke faglitteraturen ud. Og det lykkedes!

Så var det bare lige at begrænse sig..

Så vi nøjedes med disse. Og en enkelt til dagen efter. Heldigvis er bøgerne ikke så dyre her.

Fredag aften ankom Emils forældre og bror. Frej havde glædet sig meget, og da han stod op lørdag morgen, skulle han som det første ind til dem og sige godmorgen. Manja kunne sagtens kende dem, og blev også glad for at se dem.

Lørdag eftermiddag tog vi til Kota Kinabalu Wetland Centre, et beskyttet mangroveområde på 24 hektar, som ligger omkranset af byen. Her kan man gå et par km i mangroven på plankestier.

Mangroven er et specielt sted at opleve. Ved højvande ligner skoven en skov, blot med vand i stedet for jord ved træernes rødder, men ved lavvande blottes de mudderflader, hvor mangrovetræerne er rodfæstet, og man kan se, at træerne ser ud til at stå på stylter.

Det er en enormt vigtig naturtype, fordi den beskytter kysterne mod oversvømmelser og storme, og samtidig har det vist sig, at mangroveskove er vigtige for nærliggende koralrev og søgræsenge, fordi de tilbageholder sediment, som ellers ville dække dem. Og så er mangroven hjemsted for mange forskellige dyrearter, herunder fiskeyngel fra arter, som er vigtige for fiskeriet. Ligesom andre skovtyper er mangroven under pres. Omkring 35 % af verdens mangrovearealer er allerede væk. De ryddes for at skabe plads til bebyggelse (fx havne og hoteller til turister), saltfarme og rejeopdræt. Derudover overhøstes mangroven for tømmer og spiselige dyr, samtidig med at den er sårbar over for den stigende forurening og klimaforandringer.

På trods af daglig oprydning, var skoven vi så fyldt med plastik, fordi tidevandet skyller det med ind i mangroven.

Endelig lykkedes det mig at være den første til at få øje på en slange! I mangroven lever Cerberus rynchops, dog-faced water snake, intet dansk navn, en lille slange med et spøjst hoved. Emil var selvfølgelig frisk på at springe i og fange den!

Øjnene er lokaliseret højt på hovedet, et træk som er typisk for slanger, der hviler på jorden og venter på bytte over sig. Den lever primært af småfisk.

Derudover fandt vi mangroveskink:

Til sidst lige lidt flere billeder af mangroven, blandt andet fra udkigstårnet, hvor man kunne se ud over skoven.

Fra Kota Kinabalu går turen videre mod Sepilok, som er kendt for at have store regnskovsområder og rehabilitering af malajbørne og orangutanger.

Kinabalu – et absolut højdepunkt! Del II

Vi boede på et lille resort et par km fra Kinabalu Parks hovedkvarter. Vi ankom om aftenen mandag den 4. efter en meget lang rejsedag, hvor vi fløj fra den sydlige stat Sarawak til den nordlige, Sabah, hvor vi skal være de sidste uger. Vi blev hurtigt klar over, at dagene her ville blive interessante, fordi udendørsbelysningen på resortet tiltrak tonsvis af insekter, især biller og natsværmere. Først fik vi besøg af fru Atlasbille:

Aftenen efter fik vi endelig besøg af hr. Atlasbille, og selvom fruen er imponerende, så slår han hende alligevel.

Arten udviser en stor seksuel dimorfi, dvs. at der er stor forskel på hanner og hunner. Hannerne har tre lange horn, et på hovedet og to på thorax (bryst), som de anvender i kampen om hunnerne. Det ser drabeligt ud, men kampene er relativt fredelige, og går ud på, at to hanner konkurrer om at tage fat i hinanden med hornene og vippe modstanderen ned af en gren. Derfor har billerne også nogle enormt store kløer, så de kan holde godt fast i grenen. Nogle steder, fx i Nordthailand arrangeres billekampe, hvor tilskuerne hepper på billerne, mens de kæmper. Billerne kommer ikke til skade under kampene.

Ud over atlasbillerne, fik vi også besøg af et par andre fine biller. For at give en idé om størrelsen, er de fotograferet på hånden. En hvid oldenborre.

En træbuk, som også er endemisk:

Se lige, hvor godt den er kamufleret!

Og en endemisk guldbasse:

En meget smuk knæler (det er de der, som sidder og venter på, at bytte kommer forbi, for så at gribe det med forbenene, holde det fast og æde det levende; hovedet først):

En lille knæler:

En ordentlig moppedreng af et tusindben:

En lille fugleedderkop:

Og så var der denne lille spøjse sag:

Det er en slags fladorm. Mange fladorme er parasitter, som f.eks. ikter og bændelorme, men denne hører under en anden gruppe af fladorm, kaldet fimreorm, som er fritlevende og ofte rovdyr. Det er en ret simpel organisme, som ikke har nogen krophule og kun én kropsåbning. Det vil sige, at mad kommer ind samme sted som afføring kommer ud, og den kan ikke fordøje kontinuerligt. Hvis en fimreorm skæres i to dele, vil hver del regenerere den manglende del og danne to nye orm! De har ikke kredsløb eller respirationsorganer og afhænger altså af diffusion (‘sivning’) af ilt ind i kroppen, hvilket begrænser deres krop til at have en stor overflade:volumen ratio, hvilket igen medfører den lange, flade krop.

Det blev også til et par nye gekkoer:

Og en lille tyksak af en skink:

Det var et udsnit af de mest spændende dyr, vi fandt på Kinabalu. Til sidst vil jeg lige indsætte lidt flere billeder af atlasbillen – vi gik lidt bananas over den! Den er i øvrigt helt almindelig og kan blive en del større, end den vi fandt.